|
|||||||||||||||||||||||||
HISTORIEI begyndelsen af det 4. århundrede startede den romerske kejser Diocletian (284-305) en omfattende forfølgelse af de kristne,som på det tidspunkt blev betragtet som overtroiske fjender af det store rige.En af disse kristne var en fattig stenhugger ved navn Marinus,som boede på øen Rab (Arbe) i Dalmatien som den gang var en del af det mægtige romerske rige.Marinus måtte,af frygt for at blive offer for forfølgelserne,flygte over på den anden side af Adriaterhavet til havne byen Rimini,hvor han fik arbejde som stenhugger.Desværre kunne han heller ikke her afvige fra at fortælle om manden fra Nazaret og blev jaget ud af byen. Han søgte tilflugt på bjerget Mt.Titano,der er ligger ca. 25 km vest for Rimini og byggede et hus på toppen i den tro at her kunne han leve i fred. Det kunne han bare ikke.Kort tid efter kom alle de folk som han havde omvendt til kristendommen op på bjerget og slog sig ned og der fik de lov til at bo i fred for deroppe kunne de vel ikke lave nogen ulykker. Det var starten til det vi nu kender som republik- ken San Marino.Den officielle dato for grunlæggel- sen er 3.september 301,hvilket gør San Marino til verdens ældste republik. Det lille samfund begyndte mere og mere at skille sig ud fra resten af området.De begyndte efterhånden også at leve efter deres egne love. I 900-tallet beslutter sammarineserne at opføre en mur rundt om republikken,for at beskytte repu- blikken imod eventuelle fjender og for at understrege republikkens suverænitet. Omkring år 1100 begynder indbyggerne at føle det lidt trangt og køber de omkring liggende egne Pennarossa og Casole,som ligger for foden af bjerget og indlemmer dem i republikken. San Marino var i middelalderen en af mange selvstyrende bystater inden for Pavestaten, som igen var en del af det mægtige tysk-romerske kejserrige.Det førte gennem hele middelalderen til magtkampe mellem pave og kejser.Der blev dannet to partier:"ghibellinerne",som støttede kejseren og "guelferne",som støttede paven. Magtkampen nåede også til San Marino i 1247 da ghibellinerne fik magten i republikken og det sanmarinesiske folk blev exkommunikeret af kirken. Og selv om paven trak sin excomunikation tilbage to år senere,var republikken stadig en torn i øjet på pavenstaten.Det kom flere gange til krig mellem San Marino og pavens trofaste allierede fami- lien Malatesta ,som regerede Rimini. Først i 1461, da rom og Rimini ragede uklar med hinanden kom det til forsoning mellem paven og den lille republik.De indgik en alliance og gik sammen i krig mod malatesta'erne.Krigen sluttede med indlemmelsen af flere byer for foden af mt.Titano i republikken. Gennem tiderne havde Sanmarineserne ofte fået hjælp af deres allierede hertugen af Urbino som regerede i den omkringliggede Montefeltro region.Også i 1503 da pave Alexander IV's søn Cesare Borgia invaderede San Marino,blev det dem der måtte hjælpe med at smide fjenden på porten.Desværre uddøde Urbino slægten i 1631,men det år blev også en milesten i republikkens forhold til pavestolen da paven annerkandte San Marino's Selvstændighed. Men hvad en pave mener er ikke ensbetydende med hvad hans efterfølgere mener.I 1739 invaderede Cardinal Alberoni den lille republik,for at få dem til at underkaste sig paven.Denne gang var San Marino helt alene i kampen mod paven og måtte gribe til et andet middel:civil ulydighed.De nægtede at annerkende paven som hersker og efter måneder med de stædige Sanmarinesere opgav paven og bad Alberoni trække sine tropper ud af republikken. Men det var ikke bare Paven som respekterede San Marinos uafhængighed.Da General Napoleon i 1796 erobrede det meste af italien blev han så imponeret over at høre om den frie Republik at han tilbød dem territorial-udviddelse.De kunne bare sige hvad de ville have.Men Sanmarineserne var godt tilfredse med Deres republik som den var og sagde høfligt nej tak.Det imponerede Napoleon endnu mere og en Venskabstraktak mellem San Marino og Napoleons Cisalpine Republik (Lombardiet) blev underskrevet.Det lagde grunden til et langt venskab mellem San Marino og Frankrig og i 1815 blev San Marino annerkendt af Verden som Selvstændig Nation. Efter at Napoleons herredømme i italien sluttede ved wienerkongressen i 1815 blev indbyggerne i de nye Italienske stater offer nye tyraniske hers- kere.Med undtagelse af kongeriget Sardinien-Piemonte hvor der var rimeligt frie forhold. Det førte til Revolutioner og oprør i mange af staterne.Selv i kirkestaten blev befolkningen styret med jernhånd af den ærkekonservative pave Gregor d.16 og selv om den efterfølgende pius 9. i starten viste sig at være liberalismens store fortaler måtte han alligvel trække i nødbremsen og stoppe sine påbegyndte reformer.Det førte til oprør i pavestaten og paven måtte flygte til kongeriget Begge Sicilier og i februar 1849 udråbes republikken Rom. Det behagede dog hverken Østrig eller Frankrig og i juni 1849 belejrede de franske tropper Rom for at genindsætte paven.Det blev formeget for Roms forsvar anført af Giuseppe Garibaldi og de måtte til sidst give op.Med 2000 mænd måtte Garibaldi flygte fra både Franskmænd og strigere.Han søgte tilflugt i San Marino,hvilken satte den lille Republik i et slemt Dilemma;skulle de lade Garibaldi blive og dermed påkalde sig vreden fra to stormagter ?.Den østrigske hær omringede republikken og krævede Garibaldi udleveret omgående. Sanmarineserne sendte dermed en statssekretær ud for at forhandle med østrigernes general.I mellemtiden var Garibaldi med sanmarinesernes hjælp flygtet "ad bagdøren" gennem østrigernes linier. Den historie gjorde paven rasende og bad hertugen af Toscana om at invadere San Marino,men denne gang kom vennen Frankrig til hjælp og Napoleon III tilbød at beskytte republikken. Da Italien skulle samles i 1850'erne sendte San Marino et Memo til Sardinien-Piemontes premierminister Camilio Cavour at San Marino ikke kunne tilslutte sig en stat der ville blive totalt domineret af Sardinien-Piemonte og da Republikken stod under Frankrigs beskyttelse forblev San Marino en selvstændig stat.Dog blev der underskrevet en veskabstraktat med det nye Kongerige i 1862. I de to verdenskrige holdt San Marino sig neutral og virkede som tilflugtsted.Selv mussoilini respekterede Republikkens neutralitet. Men under 2. verdenskrig så tyskerne byen på toppen af bjerget som en glimrende observationspost og selv om sanmarineserne kæmpede bravt,kunne de tyske tropper nemt indtage bjerget.Det gjorde San Marino til et mål for de allierede.Dele af San Marino by og Borgo Maggiore blev lagt i ruiner og mange Sanmarinesere døde i de allieredes luftangreb. Siden har Sanmarineserne levet fredligt i den lille republik fjernt fra storpolitikkens kaos. Alligevel er San Marino medlem af flere store internationale organitationer som f.eks FN,CSCE og Europarådet,men for det meste lader de Italien bekymre sig om udenrigspolitikken og passer sig selv hjemme på bjerget. |
|
||||||||||||||||||||||||
